Årsberetning: Stor spændvidde i MUDPs støtte til ny teknologi

Projekterne i Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) spænder vidt inden for de prioriterede områder - både geografisk og på tværs af brancher. Det viser MUDPs beretning for 2021, som netop er udkommet.

Foto: Lars Aarø / Fokusfoto

 

Fra separation af tekstiler og plast, og en katalysator, der fjerner lattergas til digital overvågning af miljøskadelige stoffer i vandmiljøet. Spændende projekter, der alle viser, hvordan programmet understøtter målsætninger om cirkulær økonomi, bedre biodiversitet og danske styrkepositioner, også når det gælder eksport.

Projekterne i 2021 har i lighed med tidligere år det til fælles, at de udvikler nye innovative idéer, der udover at bidrage til miljøforbedringer fremmer vækst i økonomi og danske arbejdspladser – herunder eksport af dansk miljøteknologi.


"MUDP har i 2021 støttet projekter der udvikler teknologi, som viser spændvidden i MUDP programmet" udtaler formand for MUDP’s bestyrelse Jeanett Vikkelsøe, og fortsætter: "Støtte fra MUDP er et effektivt og eftertragtet instrument til at understøtte den grønne omstilling."

I 2021 havde MUDP fokus på klima, rent vand og ren luft, cirkulær økonomi og biodiversitet. Man kan læse mere om alle projekterne fra 2021 i beretningen.

Nøgletal fra årsrapporten

  • I 2021 har MUDP givet tilsagn for samlet set 148 mio. kr. til 46 projekter. Hertil kommer projekternes egenfinansiering, og der vil derfor blive gennemført projekter for i alt 265 mio. kr.
  • I 2021 blev der som tidligere år søgt flere midler end MUDP har til rådighed. 131 projekter, inklusive de store fyrtårnsprojekter, søgte sammenlagt om 528 mio. kr.
  • Projektdeltagerne er fordelt på 105 produktionsvirksomheder, 14 forsyningsvirksomheder, 11 viden-institutioner (universiteter, godkendte teknologiske institutter og rådgivere) samt fire branche organisationer, NGO’ere o.lign.

Fakta om MUDP

  • Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram har, siden programmet blev etableret under Miljøministeriet i 2008, understøttet den miljø- og klimapolitiske dagsorden i Danmark.
  • I løbet af de 13 år, programmet har eksisteret, har MUDP støttet i alt 662 små og store miljøteknologiske udviklingsprojekter med sammenlagt ca. 1,25 mia. kr.
  • MUDP kan både søges af små- og mellemstore virksomheder og af store virksomheder.
  • Tilskuddet fra MUDP tilskynder virksomhederne til at investere tidligere og mere i grøn innovation, end markedet i sig selv giver incitament til.
  • For hver krone, som det offentlige giver i tilskud gennem MUDP, investerer virksomhederne omtrent lige så meget.