Om MUDP
Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram – MUDP – er Miljøministeriets program for støtte til udvikling af fremtidens miljøteknologiske løsninger og afprøvning af teknologi i fuld skala. Programmet fremmer samarbejdet mellem relevante aktører – virksomheder, brancher, vidensinstitutioner og myndigheder – og er en vigtig del af det danske innovationslandskab. MUDP ledes af en selvstændig bestyrelse udpeget af miljøministeren, og sekretariatet for MUDP er forankret i Miljøstyrelsen.
Projekttyper under MUDP
MUDP ledes af en uafhængig bestyrelse, der beslutter, hvordan bevillingen udmøntes inden for rammerne givet i MUDP’s lov og bekendtgørelse. Følgende projekttyper kan opnå tilsagn om tilskud fra MUDP:
Forprojekter
Forprojekter kan søges af SMV’er, og projekterne er karakteriseret som ”teknologisk gennemførlighedsundersøgelse”. Projekterne analyserer og evaluerer potentialet i en projektidé og kan bruges til afklaring af tekniske forhold forud for et evt. senere udviklingsprojekt. Tilsagn om støtte til denne type projekter gives under EU's De minimis forordning.
ETV-projekter
MUDP giver tilskud til verifikation (ETV – Environmental Technology Verification) af allerede udviklede miljøteknologier. Tilskud til ETV kan søges af SMV’er. Tilsagn om støtte til denne type projekter gives under EU's De minimis forordning.
Udviklings-, test- og demonstrationsprojekter
Her gives tilskud til teknologiudvikling, herunder at fremskaffe ny viden og nye færdigheder, der skaber grundlag for udvikling af ny teknologi og til eksperimentel udvikling/test og demonstration. Tilsagn om støtte til denne type projekter gives under EU's gruppefritagelsesforordning.
Fyrtårnsprojekter
Fyrtårnsprojekter demonstrerer nye miljøteknologiske løsninger i fuld skala, og de fungerer som udstillingsvindue for dansk miljøteknologi. Fyrtårnsprojekter skal føre til miljøbeskyttelse, som rækker videre end de eksisterende standarder i Danmark og EU. Projekterne skal inddrage alle relevante dele af værdikæden for at understøtte løsningens udbredelse og effekter. Tilsagn om støtte til denne type projekter gives under EU's gruppefritagelsesforordning.
Læs om aktuelle ansøgningsrunder under aktuelle ansøgningsrunder her på hjemmesiden.