Ny teknologi gør varmepumper grønnere

I Esbjerg har en dansk virksomhed i samarbejde med Teknologisk Institut udviklet en ny varmepumpe med naturligt kølemiddel, der er bedre for miljøet.

Foto: Vesttherm A/S

 

Mange ønsker at energiomlægge. Og nu er der en god, grøn nyhed på vej til de husstande, der overvejer at anskaffe sig en varmepumpe til brugsvand. En brugsvandsvarmepumpe udnytter den overskydende varme i hjemmet fra eksempelvis køkken og bad til at producere varmt vand. Varmt vand som kan bruges til bad og rengøring.


"Vi har nu et produkt, som både er mere miljøvenligt og energieffektivt end de traditionelle varmepumper med HFC-kølemiddel", siger seniorprojektleder Per Henrik Pedersen fra Teknologisk Institut.

Den danske virksomhed Vesttherm A/S, der har base i Esbjerg, har i samarbejde med Teknologisk Institut videreudviklet en brugsvandsvarmepumpe, der nu kan fungere med det naturlige kølemiddel propan. Hidtil har man brugt et såkaldt HFC-kølemiddel i varmepumperne. HFC er en kraftig drivhusgas, som er underlagt streng, international regulering, da det har en betydelig effekt på den globale opvarmning. Men med udviklingen af det nye kølemiddel er der nu et grønnere alternativ på markedet.

Projektet er støttet af Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) under Miljøministeriet.

"Vi er glade for at være med til at omstille dansk produktion til miljøvenlige og energieffektive produkter som led i den grønne omstilling. Og derfor sætter vi pris på, at små og store virksomheder søger MUDP-støtte og dermed bidrager til at accelerere udviklingen af dansk miljøteknologi", siger Jeanett Vikkelsøe, der er bestyrelsesformand i MUDP.

Gode testresultater

Propan som kølemiddel har sine betydelige miljøfordele, men kølemidlet er brændbart. Derfor har det været afgørende at udvikle produktet, så det er sikkert at producere, installere og bruge for en almindelig familie.

Det er nu lykkedes for Teknologisk Institut, der i samarbejde med Hydro Precision Tubing i Tønder har udviklet et nyt aluminiumsrør til kølemidlet, der har gjort det muligt at reducere kølevæsken til 150 gram, så det er sikkert at anvende for forbrugerne. Hidtil har det været sådan, at når der er mere end 150 gram brændbart kølemiddel, skal man gøre noget ekstra for at gøre produktet sikkert.

Teknologisk Institut har testet det nye produkt, og det viser sig, at den nye varmepumpe bruger 15 procent mindre energi end de tidligere modeller med HFC-kølemiddel.

Varmepumper er hot

Der er rift om varmepumperne i tiden. Og det mærker man hos Vesttherm A/S, hvor man har svært ved at holde trit med efterspørgslen på det nye produkt, der er blevet muliggjort med støtte fra MUDP.

"Vi kan sælge meget mere, end vi kan nå at producere, og det skyldes blandt andet den energikrise, vi befinder os i. Sidste år producerede vi 10.000 enheder, og det vokser til mere end 20.000 i år", lyder det fra administrerende direktør Torben Lauridsen.

Ansøgere:

  • Teknologisk Institut og Vesttherm A/S

  • MUDP har i 2020 støttet projektet med 1.199.500 kr. ud af et samlet budget på 2.204.750,00 kr.