Nyt projekt vil nyttiggøre plast fra biler

Over 80 procent af al plast fra skrottede biler i Danmark ender på forbrændingsanlæg og deponier. I et nyt projekt går Teknologisk Institut sammen med en række af bilindustriens aktører om at øge genbrug og genanvendelse af plastmaterialerne med op til 75 procent. Projektet er støttet af Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram - MUDP.

Fra karosseri og sædeskum til instrumentbræt, paneler og kofangere. En moderne bil indeholder over 200 kilo plast, og med over en milliard biler på vejene globalt set er bilindustrien Europas tredjestørste plastforbruger efter emballagebranchen og byggebranchen. Ved skrotning ender størstedelen af plasten dog med at blive brændt af eller deponeret.

– Plastkomponenter i en bil er en utrolig blandet landhandel, så der findes ikke én løsning, der passer til al plasten, eller én aktør der kan klare det hele. Vi skal derimod samarbejde på tværs og skabe en ny infrastruktur for bilernes plast. Derfor har vi etableret et bredt og ambitiøst partnerskab med en fælles mission om at gå forrest og indfri et stort miljø- og forretningspotentiale, fortæller projektleder Søren Haack fra Teknologisk Institut.


Læs hele pressemeddelelsen ved at følge dette link 

Fakta om projektet

Projekttitel: RACE - Recycling of Automotive plastic in a Circular Economy

Projekttype: Udviklings-, test- og demonstrationsprojekt

Formålet med projektet er at skabe et cirkulært materialekredsløb for den stigende mængde plast, der stammer fra udtjente biler. Virksomheder på tværs af værdikæden vil udvikle nye metoder og teknologier, der skal øge graden af genbrug og genanvendelse af bilplast fra 19 % til 75 %. De udviklede løsninger vil i Danmark årligt bibeholde 12.000 tons plast højst muligt i genanvendelseshierarkiet, reducere CO2-udledningen med 42.000 tons i DK / 1,7 mio. tons i EU og skabe nye økonomisk rentable forsyningskæder med en værdi på 123 mio. kr. Projektets resultater forventes desuden at bane vejen for europæisk implementering af genanvendelsesløsninger til plast fra udtjente biler, hvilket vil øge dansk eksport og skabe flere end 100 nye arbejdspladser i Danmark. 

MUDP har støttet med 9.350.137 kr. ud af et samlet budget på 16.817.752 kr.

Ansøger: Stena Recycling A/S, Teknologisk Institut, Ørbæk Autogenbrug ApS, Hammershøj Autoophug ApS, Semler Gruppen A/S, RC Plast A/S, Circular Plastic Systems ApS, Evonik, Adient Ltd. & Co. KG