Fortsat stor interesse for at udvikle ny miljøteknologi

MUDP har nu opgjort forårets ansøgninger om støtte til udvikling af miljøteknologi. 83 projekter har søgt om ca. 216 mio. kr. I 2024 har MUDP 135 mio. kr. til rådighed, hvoraf cirka halvdelen af midlerne er øremærket de store fyrtårnsprojekter, der først har ansøgningsfrist senere på året.

De 83 ansøgninger fordeler sig på to ansøgningsrunder med 13 ansøgninger om tilskud til et forprojekt og 1 ansøgning om tilskud til et ETV-projekt, der havde deadline allerede i april. Forprojekter er en projekttype, der giver mulighed for at søge om op til 600.000 kr. til at afklare tekniske forhold i en projektidé som optakt til et evt. senere udviklingsprojekt. Ansøgere til forprojekter kan forvente svar allerede inden sommerferien. De resterende 69 projekter har søgt om tilskud til større udviklings-, test- og demonstrationsprojekter, hvor ansøgningsfristen var i maj, og ansøgere får svar i oktober.

Øget interesse for klimatilpasning og bæredygtigt byggeri

Årets ansøgninger bærer præg af et stigende fokus på udvikling af løsninger ifm. klimatilpasning bl.a. stigende grundvand, øget nedbørshåndtering og stormflodssikring. Samtidig er der stadig stor interesse for at udvikle teknologi til at fremme bæredygtigt byggeri. Opmærksomheden samler sig især om udvikling af brug af biogene byggematerialer samt dataløsninger ifm. genbrug og genanvendelse af byggematerialer. Både klimatilpasning og bæredygtigt byggeri er prioriterede områder i MUDP’s handlingsplan 2024. Ydermere har MUDP i år 10 mio. kr. øremærket til klimatilpasningsprojekter.

De resterende ansøgninger spænder vidt i emner, og samlet set viser de ikke kun bredden i programmet men også forskelligheden i størrelser og typer af virksomheder, der søger. Fra den helt lille virksomhed til større virksomheder i samarbejde med andre aktører.

Fyrtårnsprojekter

Det er stadig muligt at søge om støtte til et fyrtårnsprojekt under MUDP’s pulje i 2024. Et fyrtårnsprojekt er typisk et demonstrationsprojekt, som etablerer og demonstrerer nye miljøteknologiske løsninger i fuld skala. Projekterne involverer ofte flere aktører og bidrager til at fremme samarbejde på tværs af brancher. Ansøgningsfrist 3. september 2024 kl. 12.00 og man kan forvente svar i november 2024. Læs mere om ansøgning til fyrtårnsprojekter ved at følge dette link.

Læs meget mere om programmet og de projekter der har fået tilskud i MUDP's årsberetning for 2023.