Dansk biotek-virksomhed vil genanvende ethanol til gavn for miljø og klima

Virksomheden pK Chemicals i Køge og Teknologisk Institut vil gøre det muligt at genanvende det fossilbaserede opløsningsmiddel ethanol i farmaindustrien med hjælp fra MUDP.

Foto: pK Chemicals.

 

Hos pK Chemicals, der har fabrikker i Køge og Hårlev på Sjælland, vil man implementere og optimere en velkendt oprensningsmetode til ethanol, der skal sikre, at ethanolen bliver så ren, at den kan genanvendes i virksomhedens egen produktion. Ved at genanvende ethanol er der alene i Danmark potentiale for at reducere CO2-udledningen med 22.000 tons hvert år.

Ethanol er et opløsningsmiddel, mange også kender som husholdningssprit, og i produktionen af blandt andet medicinalprodukter er den en nødvendig ingrediens i oprensning af produkterne, så de overholder industriens krav til kvalitet og renhed.

Men i dag findes der ikke teknologier, der på en rentabel og effektiv måde kan rense ethanol i tilstrækkelig grad til, at det kan genanvendes. Derfor indkøber man i stedet ethanol, som primært stammer fra fossile kilder som olie, hvorefter det brugte ethanol bliver sendt til destruktion eller brugt til blandt andet brændstof.

Det ér dog muligt at genanvende ethanol, når det er oprenset, men det kræver en renhed, der er vanskelig at opnå med de eksisterende teknologier. Derfor er der et stort miljø- og ressourcemæssigt potentiale i at gøre det muligt at genanvende opløsningsmidler. Og den udvikling har pK Chemicals i samarbejde med Teknologisk Institut kastet sig over med støtte fra Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) under Miljøministeriet.

- Vi er overbevist om, at projektet ikke kunne være blevet til noget uden støtte fra MUDP. Støtten gør, at virksomheder er villige til at påtage sig den risiko, der er ved udviklingsprojekter som det her, lyder det fra Trine Boje Røgild, der er projektleder ved Teknologisk Institut.

Projektets oprindelige målsætning var, at 80 procent af ethanolen skulle genbruges - men det lykkedes dog ikke i løbet af projektet. Dog vurderer pK Chemicals, at det efter en videreudvikling af metoden vil være muligt at genanvende 40 procent, hvilket vil være forbundet med en betydelig besparelse. Samtidig vil det på sigt betyde et markant fald i importen af ethanol, et fald i kemikalieaffaldet og et mindsket energiforbrug, da en recirkulering af ethanol hos pK Chemicals dermed ikke kræver transport til- og fra fabrikkerne.

- Projektet har givet os blod på tanden til at arbejde videre med målsætningen om en endnu højere genanvendelse. Vi har også fået nye ideer undervejs i processen, og nu vil vi arbejde videre med implementeringen, lyder det fra Vibeke Helene Larsen, der er EHS manager ved pK Chemicals.