Fire teknologiske barrierer står i vejen for en cirkulær tekstilindustri

En ny rapport fra det MUDP-finansierede Innovationspartnerskab "cirkulære tekstilteknologier" - CirkTek -  identificerer fire markante teknologiske barrierer, der skal overvindes, før tekstilindustrien kan gå en fremtid i møde med en lavere miljøpåvirkning og dermed øge cirkulariteten i stor skala.

Rapporten "Teknologiske barrierer og muligheder mod en cirkulær tekstilindustri", giver indblik i den seneste teknologiudvikling på tværs af tekstilers livscyklus og belyser både de væsentligste teknologiske udfordringer og muligheder.

De fire teknologiske barrierer er:

  • Tekstilmaterialer er ressourcekrævende at producere: De mest udbredte tekstilmaterialer i dag kræver mange ressourcer i form af f.eks. råolie eller vand at producere, hvilket på sigt vil resultere i ressourcemangel.
  • Tekstilaffald er komplekst og forskelligartet: Kom­pleksiteten af tekstilprodukter og forskelligartetheden i tekstilaffaldsstrømmen er en udfordring for både sorte­rings- og genanvendelsesteknologier, hvilket reducerer mængden af tekstilaffald der kan genanvendes.
  • Mangel på nye og videreudvikling af eksisterende genanvendelsesteknologier: Der er i øjeblikket ikke genanvendelsesteknologier til rådighed der kan imø­dekomme behovet for genanvendelse af de mængder eller typer af tekstilaffald, der kasseres. Derudover er nuværende teknologiske løsninger begrænsede og for dyre at anvende.
  • Risiko for overførsel af uønsket kemi: Risikoen for overførsel af uønsket kemi fra en tidligere livscyklus til nye produkter er i dag en af de primære barrierer for udbredelsen af genanvendelse til fibre (mekanisk gen­anvendelse), som er den genanvendelsesteknologi, der er længst i udviklingen.

Klik her for at læse en artikel om rapporten i mediet Ingeniøren/Wastetech.

Få mere viden om CirkTek

MUDP har finansieret rapporten "Teknologiske barrierer og muligheder mod en cirkulær tekstilindustri".  

Klik her for at læse mere om CirkTek og læse rapporten. 

Om innovationspartnerskaber

Innovationspartnerskabers formål er at bidrage til den miljøteknologiske indsats; herunder understøtte at der skabes nye løsninger eller at eksisterende løsninger bringes i anvendelse til lokale og globale miljøudfordringer.

Klik her for at læse mere om MUDP's innovationspartnerskaber.