Cirkulær økonomi, PFAS, klima og biodiversitet.
Det er nogle af de højaktuelle fokusindsatser, hvor MUDP har støttet projekter, der udvikler miljøteknologiske løsninger.
I årsberetningen for 2023 ses et bredt omfang af miljøteknologisk nytænkning blandt andet inden for temaerne: Biogene Byggematerialer, Digitalisering og Havet i fokus. De støttede projekter bidrager til at skabe regionale, nationale og globale miljøløsninger, som samtidig styrker danske virksomheder, innovation og udvikling samt eksport af dansk miljøteknologi.
”I bestyrelsen er vi begejstrede over at kunne støtte projekter, der finder løsninger på væsentlige miljømæssige udfordringer. Projekterne og interessen for MUDP understreger programmets centrale position i det danske innovationslandskab, hvor vi sammen med de øvrige udviklings- og demonstrationsprogrammer og Innovationsfonden understøtter, at gode ideer til løsninger kan realiseres” udtaler Jeanett Vikkelsøe, formand for MUDP-bestyrelsen.
Læs i beretningen eksempelvis om, hvordan skibe kan måle deres ballastvand, så der ikke slipper invasive arter ud i lokale marinesystemer, eller hvordan måleudstyr og datadreven udvikling er med til at sikre vandkvaliteten hos danske vandværker.
Læs mere om alle projekterne og find nøgletal om årets uddeling i MUDP’s årsberetning 2023.
Nøgletal fra årsberetningen
- I 2023 blev der bevilliget 122 mio. kr. til 42 projekter. Hertil kommer projekternes egenfinansiering, hvilket betyder, at der gennemføres projekter for i alt 220 mio. kr.
- I 2023 blev der som tidligere år søgt flere midler end MUDP har til rådighed. I alt søgte 69 projekter om tilskud på i alt 280 mio. kr.
- Der indgår 88 virksomheder i årets projekter, heraf 67 små- og mellemstore virksomheder.
- Øvrige deltagere omfatter forsyningsselskaber, vidensinstitutioner og brancheorganisationer.